Kommuneplan 2013-2025
Byudvikling Infrastruktur Klima og miljø Klimatilpasningsplan Klimatilpasning Klimasikring Målsætninger Oversvømmelserne Samfundsskade Prioritering af indsatsen Den offentlige indsats - kloakken Den offentlige indsats - parker, veje og vandløb De enkelte matrikler Klimapolitik Forurening Grundvandsinteresser Større tekniske anlæg Vandløb Glostrup i dag Min ejendom Om kommuneplanen

Den offentlige indsats - kloakken

Den traditionelle kloakforsyning er et område, der kan planlægges og styres detaljeret. Kommunerne har forsyningspligt, og vandet skal kunne håndteres inden for de fastsatte serviceniveauer. Serviceniveauet er et mål for, hvor ofte det kan tillades, at kloakkerne fyldes fuldstændigt med vand, og der opstår fare for oversvømmelse. Glostrup Forsyning besluttede i 2011 et nyt serviceniveau for kloakkernes evne til at bortlede nedbøren. Det er således allerede fastlagt, at kloaknettet skal renoveres og udbygges, så det er bedre tilpasset til de fremtidige regnmængder. Klimatilpasningsplanen fastsætter målsætninger for en optimal renovering og tilpasning af kloakkerne. 

Den nødvendige klimasikring må udføres i kommunens forskellige områder, som det i hvert område er hensigtsmæssigt. Det er vigtigt at undersøge de konkrete muligheder og udfordringer i hvert enkelt område og – på baggrund heraf – fastlægge niveauet for klimasikring i området.

Retningslinjer for klimatilpasning af kloakken

  • For hver klimatilpasningsindsats skal der udarbejdes en helhedsløsning for kloak og aflastende foranstaltninger i sammenhæng med (evt.) klimasikring.
  • Separat regnvandsafledning og afløb til recipient skal fremmes alle steder, hvor dette er muligt og økonomisk forsvarligt.
  • Regnvand skal som udgangspunkt håndteres i blå og grønne løsninger, der er synlige i bybilledet og naturen, og som skaber mere kvalitet i natur og by.

Retningslinjer for klimasikring

  • Klimasikring af de forskellige områder i kommunen skal udføres i sammenhæng med klimatilpasningen.
  • For hvert område skal der planlægges en optimeret helhedsløsning, der fastlægger et samfundsmæssigt forsvarligt niveau for klimasikring, så der sikres det bedst mulige afkast (hindret skade pr. investeret krone).
  • Niveauet for klimasikring skal herudover fastlægges gennem en analyse af det enkelte områdes muligheder. Det skal i hvert tilfælde vurderes, hvorvidt der er særlige by- og naturmæssige, rekreative eller landskabelige hensyn, der taler for et særligt niveau for klimasikring.
  • Der skal i hvert indsatsområde udpeges afstrømningskorridorer (skybrudsveje) og aflastende arealer (vejarealer, grønne områder, rekreative arealer), der kan sættes under vand for at reducere oversvømmelsesskaderne.

Klimaændringerne finder sted over en lang periode, og der er usikkerhed om, hvilke klimaændringer der vil indtræffe, samt i hvilket omfang de vil indtræffe. Efterhånden som klimaændringerne indtræffer, vil vi opnå mere viden om ændringernes størrelse og det nødvendige omfang af tilpasning. Vi skal derfor vælge og prioritere løsninger, der løbende kan justeres i forhold til den opnåede effekt.