Kommuneplan 2013-2025
Byudvikling Infrastruktur Klima og miljø Klimatilpasningsplan Klimapolitik Forurening Grundvandsinteresser Statslige mål Grundvandet i overblik Grundvandet - lokalt Indvinding af grundvand Overvågning og indsats Grundvandshensynet Konsekvens af byudvikling Forebyggende tiltag Større tekniske anlæg Vandløb Glostrup i dag Min ejendom Om kommuneplanen

Forebyggende tiltag

Glostrup kommune fastsætter i nye lokalplaner som standard krav til grundejerne omkring nedsivning af regnvand samt krav om håndtering/forsinkelse af regnvand på egen grund.

I forbindelse med den sædvanlige tilladelsesprocedure angående nedsivning, foretages der en konkret vurdering i den enkelte sag omkring balancen mellem fremme af grundvandsdannelse og forebyggelse af forurening. Dette vurderes på baggrund af ejendommens forureningsstatus, vandets potentielle risiko for indhold af forurenende stoffer og nærhed til indvindingsboringer. Mulige tiltag kan være regnbede og anden synlig rekreativ brug af vandet.

Som udgangspunkt skal vej- og parkeringsarealer være befæstet med en tæt belægning, og afvanding af disse arealer vurderes også individuelt. I denne vurdering er der særlig fokus på om arealerne bliver saltede. Når arealerne ikke saltes, anbefales nedsivning eller forsinkelse i grønne anlæg, der har olieudskillereffekt, fordi der er gode erfaringer med denne metode. Når arealerne saltes, arbejdes der med årstidsbestemte nedsivning eller forsinkelse i grønne anlæg, så der i saltningsperioden sker kontrolleret afledning (og evt. forsinkelse) uden mulighed for nedsivning til grundvandet.

Kommunen har en generel forskrift for opbevaring af flydende farligt affald og råvarer (herunder olie), der sikrer, at disse forurenende stoffer – når de forekommer - opbevares forsvarligt for at undgå forurening af jord, grundvand, vandløb og spildevand. Af forskriften fremgår, at flydende farligt affald og råvarer skal opbevares i egnede beholdere under tag på tæt underlag uden mulighed for afløb og med kant eller spildbakke, så der kan opsamles en mængde svarende til den største beholder.

I kommunens spildevandsplan sikres, ved den i gangværende revidering, at der indskrives krav til at regnvands- og spildevandsledninger til enhver tid skal opfylde den bedst tilgængelige teknologi med hensyn til tæthed, samlinger, tæthedsprøvninger mv. Hvis der er behov for regnvandsbassiner, skal de etableres med en tæt membran.

Alle borgere og virksomheder i Glostrup Kommune opfordres til ikke at anvende sprøjtemidler på deres grund. Opfordringen afsendes både af Glostrup Kommune, Glostrup Forsyning og HOFOR, f.eks. ved jævnlige fælles kampanger mod anvendelsen af sprøjtemidler. Glostrup Kommune har på egne arealer ikke anvendt sprøjtemidler siden 1990’erne.

Generelt vil der ved by-omdannelse / byudvikling normalt ske en yderligere begrænsning af risiko for uønsket påvirkning af grundvandet, alene fordi der anvendes bedre teknologi, når der etableres nyt. Samtidig går den generelle udvikling i Glostrup Kommune framindre industri/produktion mod lettere erhverv (f.eks. kontorer) i de eksisterende byområder, hvilket også formindsker risikoen for grundvandet.