Kommuneplan 2013-2025
Byudvikling Infrastruktur Veje Stier Kollektiv trafik Byrummet Forsyning Vandforsyning og vandindvinding Varmeforsyning Kloaksystemet Affaldshåndtering Grønne områder Klima og miljø Glostrup i dag Min ejendom Om kommuneplanen

Kloaksystemet

Kloaksystemet i Glostrup Kommune består af 156 km hovedledning og omkring 8.000 stikledninger samt bassiner og olieudskillere. I de ældre byområder er kloaksystemet et fællessystem. Det vil sige, at husspildevand og regnvand bortledes gennem én og samme ledning. De nyere byområder er separatkloakerede med særskilte ledninger til husspildevand og regnvand. Husspildevand og regnvand fra de fælleskloakerede områder ledes til rensning på BIOFOS (det tidligere Spildevandscenter Avedøre og Lynettefællesskabet). Regnvand afledes via regnvandsbassiner til de nærliggende vandløb: Fra Vestervangskvarteret til Vallensbæk Mose via det regnvandstekniske anlæg Bækrenden, fra Hvissinge til Fæstningskanalen og fra Ejby gennem Ejby Mose til Harrestrup Å.

Spildevandsplan 2006-2015

Glostrup Kommune vedtog i 2006 Spildevandsplan 2006-2015.

I planen opstilles en række målsætninger for, hvordan kloakrenoveringen skal foregå. Der er i mellemtiden igangsat yderligere initiativer, og der skal i denne planperiode udarbejdes en ny Spildevandsplan, hvor krav til klimatilpasning indarbejdes.

Det er Glostrup Kommunes mål, at kloaksystemet klimatilpasses, og at kapaciteten udnyttes optimalt samtidig med, at spildevand håndteres sundheds- og miljømæssigt forsvarligt.

Retningslinjer - Regionplan 2005

  • Regionplan 2005 retningslinje 5.2.1 - 5.2.17 omkring spildevand er gældende indtil vedtagelse af den statslige vandplan.

Glostrup Kommune har overdraget kloakforsyningsopgaverne til selskabet Glostrup Forsyning A/S. Læs mere om selskabets drift og mål på Glostrup Forsynings hjemmeside.

Eksterne links